Oh Danmark, jeg elsker dig! Oh Dänemark, ich liebe dich!
Nele schreibt
Nele skriver
Halvtreds procent / Fünfzig Prozent Eine Hälfte hier und eine Hälfte dort. Überall nur fünfzig Prozent und viele schicken einen wieder fort. Was soll ich nur tun, denn ich wurde so geboren. Die Grenzen verschoben und ich bin noch hier oder dort. Was soll ich bloß antworten, wenn sie mich wieder fragen? Kann ich es wagen!? Mich einzuordnen und ruhe zu haben. Prima; keine weiteren Fragen. Men der er også den anden side. Traditionerne der giver tryghed og havet så tæt på. Mennesker med åbne hjerter og farverige huse. Alt er så enkelt og nemt. Jeg skal ikke tænke over hvad jeg siger, det er bare mig. Jeg kan være stolt og bære Dannebrog. Jeg må være en lille del af dette særlige land. Oh Danmark, jeg elsker dig! So gerne würde ich dich genauso lieben. Oh, liebes Deutschland, das tue ich, aber ich bewahre lieber den Frieden. Alte Wunden heilen nicht, sie kommen immer wieder auf, und das zerbricht mich. Ich wäre gerne genauso stolz, aber das darf ich nicht. Ich kann dich nicht zeigen, denn die Bundesfarben verfolgen mich, wie eine Erbsünde dich und mich. Men heldigvis er du her. Jeg kan udleve mine traditioner og være som jeg er. Du har nok plads og varme, jeg kysser dine moderarme. Men stadig er du kun halvdelen af min identitet og fylder kun halvtreds procent. Men kære Danmark, alt hvad jeg kan sige er, at jeg elsker dig. Die andere Hälfte bist du, oh liebes Vaterland. Ich kann mich nicht entscheiden zwischen dir und deinem Nachbarland. Aber muss ich das denn? Wer sagt denn ich bin nicht ganz? Die ganzen Fragen haben mich verwirrt, am wichtigsten ist es doch, dass ich weiß, wo meine Heimat ist. Wieso ist die Frage immer wieder Schwarz oder Weiß? Die Welt ist bunt und am Ende ist doch jeder ein bisschen abwechslungsreich.
Halvtreds procent / Halvtreds procent Halvdelen her og halvdelen der. Kun halvtreds procent er der overalt, og mange sender dig væk igen. Hvad skal jeg gøre, fordi jeg er født på den måde. Grænserne er flyttet, og jeg er stadig her eller der. Hvad skal jeg svare, når de spørger mig igen? Må jeg turde!? At slå sig ned og få ro i sindet. Godt, så er der ikke flere spørgsmål. Aber es gibt auch die andere Seite. Die Traditionen, die Sicherheit geben und das Meer so nah. Menschen mit offenen Herzen und bunten Häusern. Alles ist so einfach und leicht. Ich muss nicht darüber nachdenken, was ich sage, das bin einfach ich. Ich kann stolz sein und die dänische Flagge tragen. Ich muss ein kleiner Teil dieses besonderen Landes sein. Oh Dänemark, ich liebe dich! Jeg ville elske at elske dig lige så meget. Åh, kære Tyskland, det gør jeg, men jeg foretrækker at bevare freden. Gamle sår heler ikke, de bliver ved med at komme tilbage, og det knuser mig. Jeg ville gerne være lige så stolt, men det må jeg ikke. Jeg kan ikke vise dig det, for de føderale farver hjemsøger mig, ligesom en arvesynd hjemsøger dig og mig. Aber zum Glück sind Sie hier. Ich kann meine Traditionen ausleben und so sein, wie ich bin. Du hast genug Platz und Wärme, ich küsse die Arme deiner Mutter. Aber trotzdem bist du nur die Hälfte meiner Identität und nimmst nur fünfzig Prozent ein. Aber liebes Dänemark, ich kann nur sagen, dass ich dich liebe. Den anden halvdel er dig, kære fædreland. Jeg kan ikke vælge mellem jer og jeres naboland. Men er jeg nødt til det? Hvem siger, at jeg ikke er hel? Alle disse spørgsmål har forvirret mig, men det vigtigste er, at jeg ved, hvor mit hjemland er. Hvorfor er spørgsmålet altid sort eller hvidt? Verden er farverig, og i sidste ende er alle lidt forskellige.
(translated with deepl.com )