top of page
Suche
  • AutorenbildBarbara

Handballmeister! Håndboldmester!

Günther schreibt: Günther skriver:


(Dansk oversættelse herunder)


Geboren bin ich 1952. 7 Jahre nach dem Ende des 2. Weltkrieges und 32 Jahre nachdem meine Heimatregion durch die Volksabstimmung 1920 dänisch wurde. Geboren und aufgewachsen bin ich auf einem Bauernhof in der Nähe von Oster-Hojst, ein kleines Dorf 20 km nördlich der deutsch -dänischen Grenze. Meine Eltern gehörten zur deutschen Volksgruppe (die deutsche Minderheit in Nordschleswig) und ich ging in der kleinen deutschen Schule in Oster-Hojst zur Schule. Auf der anderen Seite der Dorfstrasse lag die grössere dänische Schule.

Mein Vater war nach dem Krieg 18 Monate im Gefangenenlager Faarhus. Viele aus der deutschen Volksgruppe in Nordschleswig wurden nach dem Krieg im Faarhuslager eingesperrt, weil sie ”Hitler gefolgt” waren.

In meinen Kinder- und Jugendjahren waren die nationalen Spannungen aus den Kriegsjahren noch deutlich spürbar in der Gesellschaft. Entweder war man Deutsch oder man war Dänisch – entweder auf der einen oder auf der anderen Seite. Eine sehr deutliche Polarisierung. Die ”Deutschen” gingen zu den deutschen Kulturveranstalltungen und die ”Dänen” gingen zu den dänischen Kulturveralstalltungen. Deutsches Eigentum musste in deutscher Hand bleiben, dänisches Eigentum in dänischer Hand. Mann war entweder Deutsch oder Dänisch. Das wurde auch von beiden Seiten so anerkannt. Wer nicht so klar Seite bezog, hatte es nicht leicht. Ein dazwischen oder sogar ein ”sowohl als auch” wurde von beiden Seiten als Schwäche abgeurteilt.

Sprachlich wurde in der deutschen Volksgruppe viel deutsch gesprochen und die Dänen sprachen natürlich dänisch. Die gewöhniche Umgangssprach im Alltag war aber ”Sønderjysk”. Ein Dialekt den wir damals fast alle sprachen. Wenn wir deutschen Kinder nach der Schule uns mit den dänischen Nachbarskinder trafen, sprachen wir alle sønderjysk.

Nun gab es im Dorf auch 2 Sportsvereine – einen deutschen Sportsverein und einen dänischen Sportverein. Es wurde wie heute natürlich Fussball gespielt, aber auch Handball. Da wir im deutschen Verein oft zu wenig für eine ganze Fussballmanschaft waren, spielten wir bei Turnieren ausschlieslich Handball.

Ende der sechziger Jahre, als wir Jugendlichen so 16, 17, 18 Jahre alt waren hatten die nationalen, polarisierenden Spannungen sich doch etwas gelockert. Besonders wir jungen Menschen nahmen das mit der Zugehörigkeit zur deutschen oder dänischen Seite weniger genau. Zu beiden Seiten entstanden Freundschaften und natürlich auch Liebesverhältnisse.

Im Handball wechselten wir von der Schülermannschaft zur Jugendmannschaft und dann 1968-1970 zur Jungmannenmannschaft. Nun entstand immer öfter die Situation, dass wir oft nicht genug Spieler hatten, um eine volle Mannschaft zu stellen. Im dänischen Verein hatte mann das gleiche Problem, weil viele lieber Fussball spielen wollten. So fingen wir langsam an einander zu helfen, indem wir ”Deutsche” ab und zu bei den ”Dänen” aushalfen und manchmal umgekehrt.

1968 machten wir dann einen grossen Schritt. Wir beschlossen, im Winterhalbjahr alle gemeinsam im deutschen Verein zu spielen, während im Sommerhalbjahr ”Deutsche” und ”Dänen” gemeinsam im dänischen Verein spielten. Das bedeutete, dass wir im Winter bei vielen Turnieren südlich der Grenze in Deutschland Handball spielten und im Sommer reisten wir zu Gegnern in Dänemark.

Es zeigte sich allmählich, dass diese ”gemischte” Mannschaft sehr viele Handballtalente hatte. Im Winterhalbjahr 1969-1970 gewannen wir fasst alle Spiele und im Sommer 1970 gewannen wir erst alle regionalen Spiele und konnten darum um die dänische Jungmannenmeisterschaft spielen.

Viele Familienmitglieder und Freunde, deutsche und dänische, kamen um ihre Mannschaft aus dem kleinen unbekannten Dorf Oster-Hojst bei dem Endspielturnier zu unterstützen. Mannschaften aus grossen dänischen Sportsclubs wurden geschlagen und am Ende stand Oster-Hojst als dänischer Meister fest. Wir waren natürlich alle stolz und glücklich.

Als die Mannschaft dann mit dem Buss in Oster-Højst ankam, wurden wir von einem sehr grossen Aufgebot an Leuten im Dorfzentrum empfangen. Es spielte ein Orkester und der Bürgermeister hielt eine Ansprache. Im Dorfkrug wurde nach einem Essen dann kurzfristig eine Feier organisiert, wo alle (ob Deutsch oder Dänisch ) gemeinsam feiern konnten.

Nie im Leben werde ich vergessen, dass an dem Abend alle Gegensetzlichkeiten nicht anwesend waren. Alle feierten ihre Mannschaft, wohlwissend, dass die Spieler aus der deutschen Volksgruppe diese dänisch Meisterschaft mit gewonnen hatte. Nur gemeinsam war das möglich.

Ein zufälliger Gast im Dorfkrug hielt an dem Abend auch eine kurze Rede, die mir immer noch in Erinnerung ist. Er kam aus Kopenhagen und sagte, dass wenn eine Mannschaft aus Kopenhagen diese Jungmannenmeisterschaft gewonnen hätte, hätte es kaum jemand bemerkt. Hier im kleinen Dorf ist es ein riesen Ereigniss.

Es war aber mehr als ein Sportereigniss. Es war eine Kehrtwende im kulturellen Zusammenleben in unserer Grenzregion, 25 Jahre (eine Generation ) nach dem 2. Weltkrieg mit all den polarisierenden nationalen Spannungen. Von einem starren Gegeneinander zu einem allmählichen Mitteinander.


Jeg blev født i 1952. 7 år efter afslutningen af Anden Verdenskrig og 32 år efter, at min hjemegn blev dansk ved folkeafstemningen i 1920. Jeg er født og opvokset på en gård i nærheden af Oster-Hojst, en lille landsby 20 km nord for den tysk-danske grænse. Mine forældre tilhørte den tyske etniske gruppe (det tyske mindretal i Nordslesvig), og jeg gik i skole i den lille tyske skole i Oster-Hojst. På den anden side af landsbyens gade lå den større danske skole.

Min far var i Faarhus-fangelejren i 18 måneder efter krigen. Mange fra den tyske etniske gruppe i Nordslesvig blev efter krigen fængslet i Faarhuslejren, fordi de havde "fulgt Hitler".

I min barndom og ungdom var de nationale spændinger fra krigsårene stadig tydeligt mærkbare i samfundet. Man var enten tysker eller dansker - enten på den ene eller den anden side. En meget klar polarisering. "Tyskerne" tog til de tyske kulturarrangementer, og "danskerne" tog til de danske kulturarrangementer. Tysk ejendom skulle forblive på tyske hænder, dansk ejendom på danske hænder. Manden var enten tysk eller dansk. Dette blev også anerkendt af begge parter. Alle, der ikke valgte en så klar side, havde det ikke let. En mellemting eller endog et "både og" blev af begge parter anset for at være en svaghed.

Sprogligt talte man meget tysk i den tyske etniske gruppe, og danskerne talte naturligvis dansk. I dagligdagen var det almindelige dagligsprog dog "Sønderjysk". En dialekt, som næsten alle talte dengang. Når vi tyske børn mødte de danske nabobørn efter skoletid, talte vi alle Sønderjysk.



Nu var der også 2 sportsklubber i landsbyen - en tysk og en dansk sportsklub. Der blev naturligvis spillet fodbold, som det er tilfældet i dag, men også håndbold. Da vi i den tyske klub ofte ikke var nok til et helt fodboldhold, spillede vi kun håndbold ved turneringer.

I slutningen af tresserne, da vi unge var 16, 17, 18 år gamle, var de polariserende nationale spændinger blevet noget mindre. Især vi unge mennesker var ikke så meget optaget af at tilhøre den tyske eller danske side. Der udviklede sig venskaber og naturligvis også kærlighedsforhold på begge sider.

I håndbold skiftede vi fra skoleholdet til ungdomsholdet og derefter, i 1968-1970, til juniorholdet. Nu opstod der oftere og oftere den situation, at vi ofte ikke havde nok spillere til at stille et fuldt hold. I den danske klub havde vi det samme problem, fordi mange foretrak at spille fodbold. Så vi begyndte langsomt at hjælpe hinanden ved at hjælpe "tyskerne" med "danskerne" fra tid til anden og nogle gange omvendt.

I 1968 tog vi så et stort skridt. Vi besluttede at spille alle sammen i den tyske klub i vinterhalvåret, mens "tyskere" og "danskere" spillede sammen i den danske klub i sommerhalvåret. Det betød, at vi om vinteren spillede håndbold i mange turneringer syd for grænsen i Tyskland, og om sommeren rejste vi til modstandere i Danmark.

Det blev efterhånden tydeligt, at dette "blandede" hold havde et stort håndboldtalent. I vinteren 1969-1970 vandt vi næsten alle kampe, og i sommeren 1970 vandt vi alle landskampe og kunne derfor spille om det danske mesterskab for unge mænd.

Mange familiemedlemmer og venner, tyske og danske, var kommet for at støtte deres hold fra den lille ukendte landsby Oster-Hojst i finalen. Hold fra store danske sportsklubber blev slået, og til sidst stod Oster-Hojst som danske mestre. Vi var naturligvis alle stolte og glade.

Da holdet ankom med bussen til Oster-Højst, blev vi modtaget af en meget stor menneskemængde i landsbyens centrum. Et orkester spillede, og borgmesteren holdt en tale. Efter et måltid blev der med kort varsel arrangeret en fest i landsbyens pub, hvor alle (både tyskere og danskere) kunne fejre det sammen.


Aldrig i mit liv vil jeg glemme, at alle modsætninger ikke var til stede den aften. Alle fejrede deres hold, vel vidende, at spillerne fra den tyske etniske gruppe havde været med til at vinde det danske mesterskab. Kun sammen var det muligt.

En tilfældig gæst i Dorfkrug den aften holdt også en kort tale, som jeg stadig husker. Han kom fra København og sagde, at hvis et hold fra København havde vundet dette mesterskab for unge mænd, ville næppe nogen have bemærket det. Her i den lille landsby er det en stor begivenhed.

Men det var mere end en sportsbegivenhed. Det var en vending i den kulturelle sameksistens i vores grænseregion 25 år (en generation) efter Anden Verdenskrig med alle dens polariserende nationale spændinger. Fra en rigid antagonisme til en gradvis mægling.

5 Ansichten0 Kommentare

Aktuelle Beiträge

Alle ansehen

Nele schreibt Nele skriver Halvtreds procent / Fünfzig Prozent Eine Hälfte hier und eine Hälfte dort. Überall nur fünfzig Prozent und viele schicken einen wieder fort. Was soll ich nur tun, denn ich

Beitrag: Blog2_Post
bottom of page